Vil du gerne prøve at skyde? Så mød op i Videbæk Skytteforenings lokaler i kælderen i Videbæk Idræts- og Fritidscenter for at høre mere om skydning og for at prøve at skyde. Du kan få en gratis prøveskydning med luftvåben, øvrige prøveskydninger til medlemspris.
Skydning for alle
Skydning er en af de idrætsgrene, hvor du kan gå lige ind fra gaden og deltage uanset alder, køn og fysiske præstationer. Børn med ADHD kan med succes gå til skydning, da skydning er en sport, hvor man lærer at opøve koncentrationen.
Vi har ikke faste regler for hvornår man er egnet til at begynde at skyde, da det afhænger af om man er moden til at kunne modtage en besked og forstå sikkerhedsreglerne. Normalt kan man begynde at skyde riffel fra man er 6 år og pistol fra man er 8 år. Alle nye skytter begynder med at skyde luft, indtil de har bevist, at de både kan overholde sikkerhedsreglerne , betjene våbnet på en sikker måde og ramme skiven.
Sikkerhed i højsædet
En riffel eller en pistol er et idrætsredskab ligesom en badmintonketsjer eller en golfkølle. Men sikkerhed er meget vigtigt, når man har med skydevåben at gøre. Derfor er der ingen, som kommer på skydebanen uden at have fået instruktion i sikkerhed og håndtering af våben. Der vil altid være personer på skydebanen, som er klar til at hjælpe dig som ny skytte. Alt foregår i faste, trygge og sikre rammer.
Udstyr
Vi har våben og høreværn, som du kan låne som medlem. Der behøves ikke andet for at skyde, idet du skyder i dit almindelige tøj.
Mere information
Hvis du gerne vil høre mere, så er du velkommen til at møde op i Videbæk Skytteforenings lokaler i kælderen i Videbæk Idræts- og Fritidscenter eller kontakte en af vore kontaktpersoner. Du kan se vores kontingent her.
Du finder vores indmeldelsesblanket her.
Er du 15 år eller derover, skal du også udfylde en SKV6-blanket.
Enhver skytte vil have mulighed for at kunne deltage i venskabelige konkurrencer i andre skytteforeninger på lige fod med andre skytter. Skydning i DGI Skydning er inddelt i forskellige klasser, så alle konkurrerer mod skytter på samme niveau som en selv. Videbæk Skytteforening tager til en række stævner i løbet af året og deltager herudover til landsdelsmesterskaberne og til DM.
Skydediscipliner
Om vinteren skyder vi med cal. 22 gevær, luftgevær, cal. 22 pistol, luftpistol samt grovkaliber på vores indendørs 15 m baner i kælderen i Videbæk Idræts- og Fritidscenter. Om sommeren skyder vi 25 m og terræn pistol og 50 m, 200 m og 300 m riffel i Ulfborg Skyttecenter. Vi mødes i foreningens lokaler i Videbæk Idræts- og Fritidscenter før vi kører til Ulfborg Skyttecenter.